Kunstudsmykning og haveanlæg

Som et led i istandsættelsen af Kronprinsparrets kommende bolig på Amalienborg, har Fonden Realdania muliggjort et kunstprojekt, hvor der er blevet skabt ny dansk kunst til Frederik 8.s Palæ. Udsmykningen er overvejende sket i palæets ikke private lokaler.

De bygningsintegrerede kunstværker er ved palæets færdiggørelse blevet overdraget til staten. Skitserne, som er produceret i forbindelse med projektet, er foræret til KØS Museum for kunst i det offentlige rum, således at projektet også på denne måde kan formidles til offentligheden.

Valg af kunstnere

Til projektet blev der udvalgt ti danske kunstnere: Olafur Eliasson, Signe Guttormsen, Morten Schelde, John Kørner, Eske Kath, Kathrine Ærtebjerg, Kasper Bonnén, Tal R, Erik A. Frandsen og Jesper Christiansen.

Valget af kunstnerne er foretaget af Kronprinsparret efter rådgivning fra museumsdirektør for Louisiana og galleriejer Poul Erik Tøjner, galleriejer Mikael Andersen, arkitekt i Arkitema Poul Schülein og hofchef Per Thornit. Valg af kunstnere og konceptet for kunstværkerne er godkendt af Kulturarvsstyrelsen og Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme.

Haveanlæg

Foruden bygningsistandsættelsen er der blevet etableret et nyt haveanlæg bag palæet, som også er finansieret af Realdania. Anlægget er udformet af landskabsarkitekt Jacob Fischer.

Sidst opdateret::  11. november 2011