Det er vores opgave i Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme, at sørge for, at slotte og haver fortsat udvikles, restaureres og vedligeholdes. De historiske anlæg skal bevares, så også kommende generationer kan opleve dem som autentiske, velbevarede bygninger og haveanlæg med stor historisk værdi. Samtidig skal vi sikre, at slotte og haver er til glæde og gavn for nutidens borgere. I arbejdet for at bevare bygninger og haveanlæg skal styrelsen sikre, at restaurerings- og vedligeholdsarbejder sker på et fagligt forsvarligt grundlag.
I Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme har vi i de seneste årtier gennemført almindeligt genoprettende vedligehold på en række slotte og haver. Herudover har styrelsen realiseret flere store egentlige restaureringsprojekter for at sikre kulturværdierne for eftertiden, heriblandt restaureringerne af Frederik 8.s Palæ, Christian 7.s Palæ på Amalienborg, Christiansborg Slotskirke og Kronborg. I haverne har styrelsen stået bag flere genskabelsesprojekter som barokhaven ved Frederiksborg Slot og Nordmandsdalen i Fredensborg Slotshave.
Sidst opdateret:: 11. november 2011